Kvil i fred Tomas Tranströmer ...

Eit av Haldor Skard sine finaste dikt heiter Månen...

Månen

Skap øyeblikket
sammen med meg!
Verden sender små striper
av lys.
Drep ikke nuet
ved å snakke om tiden.
La oss kysse himmelen
gjennom vinduet mot natten
strømmer månen lydløst inn.
Du skal få fullmånen,
du skal få øyeblikket.

Halldor Skard

Masken... Ole Pause tolker Lene Marlin sin sang Disguise

MASKEN

Eit dikt før eg finn senga...

Lyrikk-kveld

Rottene

kom fram av hola

og spissa seg mot

den syngande osten,

-

Etterpå 

smatra dei forferdeleg

stupte seg i bløtkakene

og gjekk heim att

som kvite mus. 

Eldrid Lunden

Tid å finne fram eit av dei kjente kjære Vinje dikta igjen...

Tytebæret

Tytebæret uppaa tuva
voks utav ei liti von.
Skogen med si grøne huva
fostrar mang ein raudleitt son.

Ein gong seint um hausten lagde
liten svein til bær-skogs ut;
"Raudt eg lyser," bæret sagde,
"kom aat meg, du vesle-gut.

Her ifraa du maa meg taka:
moge bær er utan ro.
Mal meg sundt, at du kan smaka
svaledrykken av mitt blod!

Mognar du, so vil du beda
just den same bøn som eg.
Mogen mann det mest maa gleda,
burt for folk aa gjeva seg."

Aa. O. Vinje

Olaf Bull har skrevet diktet eg deler i dag...

 Digter

Jeg synes, alverden smiler

bag zobel og skind i løn,

fordi jeg blaafrossen piler

i vaarfrak, tynd og grøn!

Dér kommer en festlig frue

i skinnende pelsverks pragt

og lysende hermelinshue — —

jeg smutter i foraarets dragt!

Skal det være en viol fra mit knaphul,

en blomst fra en vaargrøn vei — —?

Skal det være lidt fuglekvidder — —?

Kvirrevitt — — —! Faaes gratis hos mig!

Olaf Bull

I dag fann eg fram eit dikt av ei dame eg ikkje har posta noko av tidlegare...

Hos psykiateren 

vel inne på kontoret hans 

tok hun uten å nøle 

sofaen i armene og 

brast i gråt 

skremt vek han tilbake fra 

denne sorgen som 

ikke engang 

introduserte seg 

Randi Sandvik

Eg avslutte helga med denne sangen...

Livet er ikkje rettferdig er navnet på Bente Bratlund Mæland diktet eg fann fram i dag...

LIVET ER IKKJE RETTFERDIG

Livet er ikkje rettferdig!

Og det fins ingen klageinstans

Berre kvilesteinar på vegen

Små lune skjul av gleder

å krypa inn i

Ein ny soloppgang

Eit ekorn velberga over vegen

Menneske som med opne liv er der

Bente Bratlund Mæland

Jonas Lie... ein av mine favorittar , men helst i roman form... likevel hente eg fram eit av dikta hans...

Draugen

E' laa med Baaden paa store Baarer,
det var graalyst og urole,
og rundt om hørte e' Dødmans Aarer
og alt var der Blod føre Soli,
og Lommen ropte og skreik som Draugen,
der gik saa aavstygge Brott for Baugen.
E' tænkte saa,
sigl bare paa,
for Motet berger for Dauen.

Og heile Havet det bare vrimled,
det var saa ofyst urole,
e' kjende Hugen tog til aa svimle
og hoptes bare paa Soli.
Da tog det Grundbraat, og der stod Draugen
foruten Hode indover Baugen.
Han gapte stygt; -
e' sputta snygt,
for Motet berger for Dauen.

Jonas Lie

Vilhelm Krag er vel igrunn eit navn som bør sleppe til iallefall ein gong...

Poesien

Som et lidet, fint krystallglas
fyldt med en essens -- saa kostbar,
at hver draabe som en lue
gjennem alle nerver brænder:

slik skal poesien være.
Tusen lilje-ord maa presses
tusen bittre valmu-tanker
fra et faa den ene, lille
linje, der vil dufte evig.

Og naar disse enkle draaber
dryppes linje efter linje
ned i rythmernes krystalglas:

se, da drikker jeg med vellyst
disse strofer, der som luer
ind i sjælen sig vil brænde.

Vilhelm Krag

Nøkken er navnet på diktet eg tenkte poste i dag...

Nøkken

Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred,
Og lytted til Nøkkens Sange;
Og Egnen hvilte i stille Fred,
Og Dagen led,
Og Skyggerne blev lange.

Man siger, at Nøkken er fri og glad,
Og dandser paa Kiselstenen;
Men Fuglen hører bag Birkens Blad
Hans Vemodskvad,
Og vugger sig taus paa Grenen.

Naar Skumring hviler paa Fjeld og Vang,
Og lukker al Verdens Munde,
Da nynner han først sin bedste Sang;
Hans Nat er lang:
Han kan ei hvile og blunde.

Jeg hørte ham hulke, mens Aftnens Skjær
Svandt hen bag de dunkle Skove.
Da trillede Duggen fra alle Træ'r,
Der stode nær
Og skygged den klare Vove.

Hans Harpe spilled med dæmpet Streng
Den ømmeste Serenade:
"God Nat, min Rose! Ak, til din Seng,
Fra Skov og Eng,
Gaa Drømmenes Alfer glade.

Du aander og gløder saa skjær og varm,
Og ved ei, hvad jeg maa friste.
Jeg døver min Sorrig i Sus og Larm;
Men ak, min Barm
Vil aldrig dit Billed miste!"

Johan Sebastian Welhaven